The original
Den første RAIS brændeovn blev lavet i begyndelsen af 1970’erne, da oliekrisen for alvor ramte Danmark og mange hjem fik installeret pejs.
En kunde havde glemt at bestille en indsats til en opmuret pejs og så fik arkitekt Bent Falk den idé at designe en brændeovn, som kunne produceres på forhånd og være klar til installation, når kunden ønskede det.
Som tænkt så gjort; RAIS 1 blev skabt med det design, som skulle vise sig at være banebrydende og mønsterdannende mange år fremover: En tre-delt ovn med et brændemagasin forneden, et brændkammer i midten og et bagefag øverst.
Navnet kom også næsten af sig selv. Den første model blev fremstillet i Randers, en by som tilbage i vikingetiden hed RAIS, så det lå lige for at opkalde ovnen efter byen.
Indehaveren af designmøbelforretningen Paustian i København bad om lov til at udstille brændeovnen og endnu en RAIS 1 blev fremstillet til dette formål. Ovnen var udstillet i 3-4 år, førend der virkelig blev interesse for den og i 1974 blev den første egentlige serie RAIS 1 ovne fremstillet, samtidig med at firmaet begyndte at annoncere i Bo Bedre.
Det var også på dette tidspunkt, at flere smedeforretninger rundt omkring i landet begyndte at kopiere RAIS brændeovnen.
Sortimentet blev løbende udvidet med nye modeller: RAIS 2, RAIS 3, RAIS 4, RAIS 86, RAIS 101, RAIS 106…
I 1983 blev produktionen af RAIS brændeovne flyttet til Ørskov Maskinfabrik i Frederikshavn og i 1991 overtager Ørskov rettighederne til RAIS navnet.
Brændeovnsproduktionen bliver hurtigt en stor succes og i 1996 skifter Ørskov Maskinfabrik navn til RAIS A/S.
Nye produkter kommer til, blandt andet indsatse som RAIS 60, der bliver skabt i 1998, arkitekterne favorit, til erstatning for de gamle indsatse 52 og 63.
I 2001 var kapaciteten kommet op på ca. 10.000 ovne på årsbasis – i starten produceredes 1.000 stk. om året. Denne forøgelse skyldtes blandt andet fremsynede investeringer i højteknologisk produktionsudstyr som industrirobotter og CNC-styrede maskiner.
I dag er kapaciteten på mere end 20.000 ovne om året, takket være en produktionsudvidelse i 2004 og sortimentet består af mere end 20 produkter.
’The original’ henviser til den første RAIS brændeovn, RAIS 1. Det er denne ovn, som danner udgangspunkt for alle RAIS ovne. Den illustrerer om noget, hvilke resultater man kan opnå, når tradition og godt håndværk blandes med nytænkning og fremsynethed, det som altid har været RAIS’ varemærke. Alt dette er grundlaget for det, som RAIS brændeovne er kendt for: høj kvalitet og banebrydende design.
|